Sådan bor vi
Dit værelse er dit frirum, og din roomie er dit faste holdepunkt.
Du deler værelse med højst tre andre elever, og de har selvfølgelig samme køn som dig selv. Hvis kemien mangler, skifter vi værelseskammerater, som slanger skifter ham. To gange om året får du mulighed for at hoppe over i en anden seng og hviske dine hemmeligheder til en ny værelseskammerat. Ingen bliver overladt til sig selv, når vi skifter værelseskammerater.
Rummets fulde størrelse kan indfanges med et enkelt kameraklik. En seng, skabsplads , et lille bord og et bad udgør som regel rammen for dit efterskoleliv. Men da både din krop og dine tanker er på farten hele dagen, er få kvadratmeter mere end rigeligt til at give følelsen af et hjem. Husk billeder af venner, familie og kæledyr. Det giver væggene personlighed.