Økonomi

Lokal efterskole støtte:

Der kan gives Lokal efterskolestøtte til et efterskoleophold. Støtten kan gives efter en konkret og individuel vurdering.

Det er fra politisk side understreget et socialt sigte i målsætningen om at “sikre, at det for alle familier er økonomisk overkommeligt, at deres børn kommer på efterskole.”

Der afsættes på den årlige finanslov øremærkede midler som et tilskudsbeløb til lokal efterskole støtte.

Formål med tilskuddet 

Efterskoleloven fastsætter i § 11 og 37 de overordnede betingelser og formål med den lokale elevstøtte. Tildeling sker efter skolens vurdering, således at skolen er i stand til at opfylde lovens bestemmelse om, at skolens kurser skal være åbne for alle. Regler vedrørende egenbetalingen og nedsættelse af egenbetaling skal respekteres.

Tildeling af støtten skal være baseret på en konkret, individuel vurdering, og i denne vurdering kan der indgå flere faktorer, f.eks.:

  • At familiens sociale situation er præget af sygdom, arbejdsløshed eller lignende. Måske kædet sammen med en betydelig indtægtsnedgang.
  • At familien er kommet i klemme pga. eventuelle uhensigtsmæssigheder i elevstøttereglerne.
  • Ønsket om at hjælpe en elev til gennemførelse af efterskoleopholdet, selv om familien rammes af økonomiske problemer i løbet af skoleåret.
  • Andre forhold

 

Hvordan uddeles den lokale efterskole støtte på Broby Sportsefterskole 

Der er ikke centralt fastsatte retningslinjer vedrørende den individuelle elevstøtte ud over det overordnede formål for tildeling. Tildelingen sker efter skolens konkrete individuelle skøn ud fra de oplysninger, som indhentes forud for vurderingen af ansøgningerne.

Ansøgningen udformes på denne blanket: Ansøgning – Download og udfyld venligst blanketten link til skema. Ansøgningen udprintes, underskrives og medsendes sammen med al relevant dokumentation til skolens adresse.

Afgørelser vedr. tildelingerne, der i praksis bliver truffet af skolens ledelsesteam, kan ankes til skolens bestyrelse. Der findes ikke andre klageinstanser. Læs mere om lokal efterskolestøtte her.

Pulje til elever fra Sønderjylland 

Er man bosiddende i Sønderjylland, kan man søge tilskud hos Sønderjysk Skoleforening. Sønderjylland er i denne sammenhæng syd for Kongeåen.

For at være tilskudsberettiget kræves det, at man er medlem af foreningen. Find yderligere oplysninger om Sønderjysk Skoleforening og ansøgningsmulighederne her.